Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at Kulturarvsstyrelsen overdrager den bygningsfredede Stenbrudsgården med tilhørende areal på 71.969 m² til Sparekassen Bornholms Fond for 3,5 mio. kr. uden offentligt udbud.
- Ejendommen er opført i 1759 og udpeget som nationalt industriminde. Den blev erhvervet af staten i 1992 for 500.000 kr. i henhold til bygningsfredningslovens § 16, stk. 3 for at sikre genopretning af bygninger, der var så forfaldne, at private ikke kunne påtage sig arbejdet.
- De samlede udgifter til undersøgelser og istandsættelse i perioden 1992 - 2007 andrager ca. 19 mio. kr., heraf 4,6 mio. kr. finansieret af EU-midler. En lokal ejendomsmægler vurderede ejendommens handelsværdi til 3,5 mio. kr. i oktober 2006.
- Overdragelsen sker til en almennyttig fond, der vil bevare gården for eftertiden og sikre fortsat udlejning til Center for Regional- og Turismeforskning, hvilket opretholder arbejdspladser på Bornholm. Offentlighedens adgang til de fredede bygninger og fiskeri i Stenbrudssøen bevares.
- Salget foregår uden udbud jf. Finansministeriets cirkulære nr. 158 af 13. december 2002 om almindelige regler om salg af statens ejendomme, da ejendommen er færdigrestaureret og ønskes afhændet hurtigt. SKAT har godkendt salgsvilkårene.
- Nettoindtægten tilgår Kulturministeriets bevilling på konto 21.33.74 og kan anvendes til at overskride udgiftsbevillingen med et tilsvarende beløb. Finansministeriets tilslutning foreligger.