Skatteministeriet orienterer Finansudvalget om, at SKAT indfører nye principper for værdiansættelse af restancedebitorer vedrørende skatter og afgifter. Omlægningen, der starter i det indeværende finansår og forventes at løbe til udgangen af 2015, har til formål at muliggøre regnskabsmæssig hensættelse til forventede tab på disse debitorer.
Initiativet tager udgangspunkt i Rigsrevisionens konstatering af, at den reelle værdi af restancedebitorerne var væsentligt lavere end den bogførte værdi. En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Moderniseringsstyrelsen og SKAT har fremsat anbefalinger til nye regnskabsprincipper.
Omlægningen foregår i to led:
- Første led indebærer en regnskabsmæssig opskrivning til kurs 100 af ca. 12 mia. kr., der tidligere var afskrevet som uerholdelige, men fortsat søges inddrevet. Dette sikrer et ensartet udgangspunkt, hvor alle restancedebitorer som udgangspunkt får samme kursmæssige valør.
- Andet led implementerer nye hovedprincipper, hvor totalrestancen i det nye inddrivelsessystem (EFI) opdeles i aktuelt reelt inddrivelige og aktuelt ikke-inddrivelige restancer. For de ikke-inddrivelige restancer, der yderligere deles i grupper f.eks. baseret på skyldneres økonomiske situation eller gældssanering, stipuleres en kursværdi ud fra historiske erfaringer. Derved kan der på statsregnskabet hensættes til fremtidige forventede tab.
Finansministeriets tilslutning til omlægningen foreligger.