Klima-, Energi- og Bygningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) tilslutter sig det europæiske satellitprogram EPS-SG inden for rammerne af EUMETSAT. Programmet er obligatorisk for alle medlemslande og erstatter det nuværende EPS-program, der udfases i 2020.
- Danmarks samlede andel af programudgiften udgør 458,9 mio. kr. (i 2015-priser) fordelt over perioden 2015-2044.
- Ca. 55 pct. af udgifterne forventes afholdt i de første ti år, hvor satellitterne udvikles og bygges. Den første satellit forventes opsendt i 2021.
- EPS-SG sikrer observationer med høj detaljeringsgrad over polarområderne, hvilket er af særlig betydning for Danmark. Programmet dækker også fagområderne oceanografi, klima og miljø.
- Udgifterne indarbejdes på finansloven under tilskud til internationale organisationer. Sagen forelægges udvalget for at sikre den endelige tilslutning til programmet på EUMETSAT’s rådsmøde i november 2014.