Kulturministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til forlængelse af den målrettede kompensationsordning for faste omkostninger til kommunale institutioner med driftstilskud fra ministeriet samt seks navngivne kommunale koncert- og kulturhuse. Forlængelsen er en del af Aftale om bedre vilkår til særligt hårdt ramte dele af dansk erhvervs-, idræts- og kulturliv indgået den 28. august 2020 mellem Regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet.
Ordningen forlænges frem til og med den 31. oktober 2020 for institutioner omfattet af restriktioner som forbud mod at holde åbent, forsamlingsforbud på over 500 personer, grænselukninger eller restriktioner efter Udenrigsministeriets rejsevejledning. Såfremt disse restriktioner fortsat gælder efter den 31. oktober 2020, forlænges ordningen senest til den 31. december 2020. Aftalen indebærer samtidig lempelser af adgangskrav, herunder ophævelse af kravet om andel af omsætning fra udenlandske kunder, øget adgang til kompensation for underleverandører til aflyste arrangementer samt mulighed for kompensation for nedskrivninger af varer med udløbende holdbarhed. Udgifterne afholdes inden for de allerede afsatte bevillinger.
Konti på finansloven 2020, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2020. Aktstykket fordeler ikke beløbet på konti.