Økonomi- og Erhvervministeriet orienterer Finansudvalget om, at den planlagte evaluering af Center for Ledelse undlades.
Evalueringen var oprindeligt fastsat i aktstykke 330 4/9 2000 med henblik på at vurdere centrets videre arbejde efter tre års drift. Da Center for Ledelse officielt åbnede i 2001, skulle evalueringen have fundet sted inden udgangen af 2004. Centret blev etableret som en selvejende, almennyttig institution i medfør af Lov om teknologisk service (lov nr. 221 af 27. marts 1996) og Bekendtgørelse om initiativer, som erhvervministeren kan iværksætte (bekendtgørelse nr. 1175 af 13. december 1996). Formålet var at øge dansk erhvervslivs konkurrenceevne gennem udbredelse af viden om ledelses- og virksomhedsudvikling. Evalueringen skulle bl.a. danne grundlag for en beslutning om eventuel indtræden i nettet af Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS-nettet).
De oprindelige forudsætninger er ændret ved finansloven for 2002, hvor det statslige tilskud til centret blev sat til at udfases og ophøre ved udgangen af 2005. Som konsekvens heraf fusionerede Center for Ledelse med Dansk Management Forum, hvilket skabte rammerne for videreførelse af aktiviteterne efter ophøret af den statslige bevilling.
Da formålet med evalueringen - at vurdere centrets videre arbejde under de oprindelige betingelser - ikke længere er aktuelt, anses det for unødvendigt at gennemføre denne. En evaluering skønnes at ville koste mellem 300.000 og 500.000 kr. Sagen forelægges Finansudvalget til orientering.