Undervisningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at forøge totaludgiften i forbindelse med udbygning og modernisering af Stenhus Gymnasium med 12,0 mio. kr.
Sagen vedrører et pågående byggeprojekt, der er overtaget fra det tidligere Vestsjællands Amt i forbindelse med kommunalreformen og blev igangsat ultimo 2005. Undervejs i ombygningen er det konstateret, at store dele af bygningskonstruktionerne (tag, facader, gulve og ventilationsanlæg) er angrebet af skimmelsvamp. Derudover er der opstået problemer med funderingsforholdene under den eksisterende idrætshal, hvilket nødvendiggør afhjælpende foranstaltninger.
Merudgiften på 12,0 mio. kr. skyldes ekstraarbejder, herunder udbedring af svampeangreb, udskiftning af tagbelægning, ekstra lagisolering, udskiftning af ventilationsanlægget, ekstra fundering samt renovering af varmeanlægget. Arbejderne er nødvendige for at sikre indemiljøet, forebygge nye skader og opfylde energibestemmelserne. Totaludgiften til projektet stiger herefter til 102,0 mio. kr.
Merudgiften finansieres i 2007 ved en forøget låntagning under it- og byggekreditten inden for lånorammen på § 20.11.73.10 i finansloven for 2007 (Lokaleforsyning til overførte amtslige uddannelsesinstitutioner). De afledte renter og afskrivninger afholdes ligeledes inden for denne konto. Byggeriet forventes afsluttet august 2008.
Aktstykket indeholder desuden en teknisk budgetjustering, hvorved det oplyses, at totaludgiften i anmærkningerne til finansloven for 2007 var fejlagtigt angivet til 61,3 mio. kr., mens beløbet skulle have været 90,0 mio. kr. Forskellen vedrører alene udgifter afholdt før 1. januar 2007 og skyldes ufuldstændige oplysninger fra amtet.
Konti på finansloven 2007, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2007.