Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til en overførsel af bevillinger på i alt 2,0 mio. kr. til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Formålet er at samle den statslige udbetaling af tilskud til ordninger, der letter vanskeligt stillede børns adgang til idrætslivet, ét sted for at lette de modtagende organisationers administration.
Sagen vedrører følgende punkter:
- Der etableredes som led i finanslovsaftalen for 2005 en pulje på 10,0 mio. kr. årligt i perioden 2005 - 2008 under Kulturministeriet med henblik på indsats for vanskeligt stillede børns adgang til idræt, herunder svært overvægtige børn. Puljen administreres af Kulturministeriet sammen med Socialministeriet og er afsat på kapitel 21.61.05. Idræt for vanskeligt stillede børn.
- Puljen støtter projekter rettet mod fem grupper: overvægtige børn, handicappede børn, anbragte børn, børn af anden etnisk baggrund end dansk samt børn af mindrebemidlede forældre.
- Støtten til de to sidstnævnte grupper ydes via Get2Sport-ordningen (administreret af DIF) samt den såkaldte kontingentsløse-ordning (administreret af DIF, DGI og DUF). Disse ordninger støttes allerede af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration via kapitel 18.33.13.40. Byudviklingspuljen og kapitel 18.33.21.10. Den frivillige integrationsindsats.
- For at undgå dobbeltadministration søges bevillingerne fra Kulturministeriet overført til de eksisterende kapitler under Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
- Overførslen specificeres som følger for 2006:
- 1,0 mio. kr. overføres til kapitel 18.33.13. Bypolitiske initiativer (Byudviklingspuljen) til støtte for Get2Sport-ordningen, hvor statens samlede årlige bidrag udgør 3,0 mio. kr. (heraf 2,0 mio. kr. fra Integrationsministeriet og 1,0 mio. kr. fra Kulturministeriet).
- 1,0 mio. kr. overføres til kapitel 18.33.21. Den frivillige integrationsindsats til støtte for kontingentsløse-ordningen, hvor statens samlede årlige bidrag i 2006 og 2007 udgør 2,0 mio. kr. (heraf 1,0 mio. kr. fra hvert ministerium).
- Dispositionen medfører ikke merudgifter i finansåret. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har tilsluttet sig aktstykket, og Finansministeriets tilslutning foreligger.