Socialministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til overførsel af i alt 4,3 mio. kr. fra § 35.11.19 Social- og Sundhedspuljen til tre andre bevillingsparagraffer i 2007. Midlerne er afsat som led i finanslovsaftalen for 2007 mellem regeringen og Dansk Folkeparti til finansiering af initiativer inden for social- og sundhedsområdet. Overførslen sker, da midlerne vedrører budgetåret 2007 og derfor ikke kan afvente næste finanslov.
De konkrete dispositioner er:
- 1,5 mio. kr. overføres til § 15.64.50 Tilskud til organisationer, foreninger og institutioner på handicapområdet. Beløbet ydes til Foreningen af Danske Døvblinde til uddannelse af fem nye konsulenter til "Konsulentprojektet" samt til efteruddannelse og supervision. Projektet, der herefter vil have 12 konsulenter, har til formål at udnytte døvblindes egne kompetencer til at hjælpe andre døvblinde med at undgå samfundsmæssig og menneskelig isolation.
- 0,8 mio. kr. overføres til § 15.75.60 Tilskud til organisationer og foreninger m.v. på ældre- og pensionsområdet. Beløbet går til Samvirkende Menighedsplejer til frivillighedsprojektet "Menneskeværd trods sygdom og aldring". Formålet er at udbrede aflastningstjenesten for pårørende til langvarigt syge eller døende, der passes i eget hjem, til landsplan. Der vil blive oprettet fire nye aflastningstjenester og to nye pårørendegrupper i 2007 samt ydet konsulentbistand til de nuværende tjenester.
- 2,0 mio. kr. overføres til § 15.75.70 Tilskud til organisationer og foreninger mv. på området for socialt udsatte. Beløbet ydes til den selvejende institution "The Clean House" til vedligeholdelse, istsandsættelse, nyt inventar, opgradering af it-udstyr, etablering af registreringssystem, udvidelse af undervisningsfaciliteter, dokumentation af stedets indsats samt en etårig forsøgsordning med morgenmad og frokost i alle afdelinger. Ansøgningen har udgangspunkt i en evalueringsrapport fra september 2005.
Finansministeriets tilslutning til overførslen foreligger.