Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til at yde tilskud på i alt 2,0 mio. kr. til henholdsvis Danmarks Biblioteksskole og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Midlerne hentes fra den eksisterende pulje til internetformidling under formålet Biblioteker på Akt 128 27/4 2006, hvor de resterende midler vurderes ikke at kunne udmøntes inden for den nuværende formålsbestemmelse.
De to projekter er:
- Fremtidens digitale forskningsbaserede studiebibliotek: Et tilskud på 1,5 mio. kr. til Danmarks Biblioteksskolen over perioden 2008 - 2010 (forventet udbetaling på 0,5 mio. kr. årligt). Projektet har til formål at omdanne skolens traditionelle udlånsbibliotek til et digitalt lærings- og forskningscenter med integrerede digitale ressourcer og arbejdsfaciliteter, der understøtter nye pædagogiske arbejdsformer som projektarbejde og e-læring.
- Fra sagsbehandler til konsulent: Et tilskud på 0,5 mio. kr. til Styrelsen for Bibliotek og Medier over perioden september 2008 til marts 2009. Projektet skal styrke kompetenceudviklingen på biblioteks- og medieområdet ved at udvikle en model for dynamisk kompetenceudvikling af personale fra sagsbehandlere til konsulenter. Det fungerer som opfølgning på tidligere leanudviklingsforløb inden for licensvirksomheden, biblioteksafgiften og udviklingspuljen for folke- og skolebiblioteker.
Sagen forelægges Finansudvalget i henhold til LBK nr. 273 af 17. april 2008, da de foreslåede specifikke formål ikke er dækket ind af den oprindelige formålsbestemmelse for puljen til internetformidling.