Klima-, Energi- og Bygningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at modtage indtægter fra salg af ca. 2,0 mio. CO2-kvoter i 2012 samt afholde de hermed forbundne udgifter.
Sagen vedrører auktionering af kvoter fra den tredje kvotehandelsperiode (2013 - 2020) samt luftfartskvoter fra perioden 2012 - 2020. Formålet med den tidlige auktionering af kvoter fra 2013-perioden er at sikre en jævn overgang fra den anden periode og tilgodese elproducenternes behov for sikkerhed for fremtidige kvotetilgange (hedging). Danmark har fået tildelt 1,472 mio. almindelige kvoter (EUA’er) og 0,53 mio. luftfartskvoter (EUAA’er) ud af de samlede 120 mio. kvoter, som Kommissionen auktionerer i 2012.
Den skønnede totale værdi af kvoterne er ca. 115 mio. kr. baseret på gennemsnitsprisen i september 2012. Indtægten opføres på statens indtægtsbudget under § 29.21.04 "Salg af CO2-kvoter". Der forventes ingen omkostninger for den danske stat ved auktionsprocessen i 2012, da salgsomkostninger dækkes af gebyrer fra budgiverne, og der ikke forventes udgifter til den fælles auktionstilsynsførende dette år.
Aktionen sker i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 1031/2010, der fastsætter reglerne for auktioner over drivhusgasemissionskvoter i medfør af direktiv 2003/87/EF. Sagen er af hastende karakter, da salget forventes igangsat ultimo oktober 2012. Finansministeriets tilslutning foreligger.
Konti på finansloven 2012, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2012.