Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at staten kan forpligte sig til at afholde udgifter svarende til et forlænget opsigelsesvarsel på tre måneder for medarbejdere i Statens Serum Institut (SSI), hvis salget af vaccineproduktionen og SSI Diagnostica ikke lykkes.
- Regeirgen har besluttet at sælge SSIs vaccineproduktion og SSI Diagnostica. For at sikre en løbende produktion og fastholde værdien af aktiverne er det nødvendigt at mindske den utryghed, som salgsprocessen skaber blandt de berørte medarbejdere.
- Det drejer sig om ca. 540 medarbejdere, heraf ca. 450 i vaccineproduktionen og ca. 90 i SSI Diagnostica, samt et mindre antal i støttefunktioner.
- Tilbuddet om forlænget opsigelsesvarsel gælder kun for medarbejdere med mindst seks måneders ansættelse, hvor der er optjent tre måneders varsel. Det maksimale opsigelsesvarsel bliver dermed ni måneder.
- Forlængelsen ophører ved virksomhedsoverdragelse og gælder kun ved opsigelser begrundet i SSI’s forhold. Den effektueres ikke ved et salg af forretningsområderne.
- Finansministeriet har givet sin tilslutning. Finansudvalget tiltrådte sagen den 28. august 2014.