Klima-, Energi- og Bygningsministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at Bygningsstyrelsen uden offentligt udbud afhænder ejendommen Blegdammen 29 i Køge til Køge Kommune.
Salget sker til en kontantpris på 1,6 mio. kr., hvilket er fastsat af to uvildige mæglere baseret på markedsprisen. Ejendommen har tidligere været anvendt til administrativt formål af Køge Politi, som fraflyttede i 2009, og der er ikke andre interesserede statslige kunder. Køge Kommune køber ejendommen med henblik på nedrivning og efterfølgende etablering af parkeringspladser.
Ved salget realiseres en gevinst på 0,6 mio. kr., som indtægtsføres på kapitel § 29.52.01 vedrørende ejendomsvirksomhed. Gevinsten bortfalder dog i forbindelse med bevillingsafregningen. Salgsaftalen indeholder en gevinstklausul, hvorved staten modtager 50 pct. af eventuel forskel mellem nuværende salgspris og en højere videresalgspris, hvis ejendommen sælges inden for 10 år. Ejendommen overtages fri af lejemål og sælges uden sælgeransvar for fejl og mangler. SKAT har godkendt salgssummen og handelsvilkårene, og Finansministeriet har givet sin tilslutning til dispositionen.
Konti på finansloven 2014, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2014.