Kulturministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til indgåelse af aftaler med Canal Tours A/S og Netto-Bådene A/S om anløb ved Kvæsthusmolen, hvor Skuespilhuset er beliggende, samt til modtagelse og anvendelse af et bidrag på 1,3 mio. kr. til anlæg af Kvæsthuspladsen og den dertil knyttede anløbsbrygge.
- Aftalerne er uopsigelige til 2037, hvilket svarer til løbetiden for de besejlingsaftaler, selskaberne har med By og Havn.
- Som led i partnerskabet mellem staten og Realdania opføres der en pavillon til billetsalg og en anløbsbrygge på molen for at tiltrække gæster til det nye byrum.
- Kulturministeriet er bygherre og fremtidig ejer af anløbsbryggen, mens det Realdaniaejede Kvæsthusselskabet er bygherre for pavillonen.
- Brugsretten til anløbsbryggen er betinget af, at selskaberne lejer billetsalgspavillonen. Der opkræves ikke leje for benyttelsen, men rederierne pålægges renhold og vedligeholdelse af bryggen.
- Canal Tours A/S og Netto-Bådene A/S yder tilsammen et tilskud på 1,3 mio. kr. til anlægget, mens Realdania bidrager med resten af udgifterne.
- Aftalen kan opsiges i forbindelse med etablering af en broforbindelse fra Kvæsthusbroen til Operaen. Ved tidligere opsigelse har rederierne ret til kompensation svarende til deres bidrag, afskrevet lineært over 22 år.
- Sagen hjemles under § 21.23.75. Statslige anlægsarbejder på Kvæsthusbroen, hvor både udgift og indtægt på 1,3 mio. kr. skal optages på forslag til lov om tillægsbevilling for 2015.