Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en overførsel på 50,0 mio. kr. fra bistand gennem civilsamfundsorganisationer til miljø- og klimabistand med henblik på at afgive tilsagn på i alt 75,0 mio. kr. til en klima- og miljøpulje.
Puljen, der administreres af Civilsamfund i Udvikling (CISU), er rettet mod danske civilsamfundsorganisationer, som i samarbejde med partnere i udviklingslande kan søge midler til aktiviteter inden for klima- og miljødagsordenen. Formålet er at styrke civilsamfundets stemme i nationale og internationale processer samt fremme kapacitetsopbygning og fortalervirksomhed, herunder med fokus på fattige og underrepræsenterede grupper.
Midlerne kan anvendes til kortvarige indsatser knyttet til aktuelle forhandlinger eller længerevarende projekter med budgetter mellem 200.000 og 5,0 mio. kr. Det samlede beløb på 75,0 mio. kr. fordeler sig på 70,2 mio. kr. til puljen, 4,2 mio. kr. til administration samt 0,6 mio. kr. til kurser og rådgivning. Tilsagnet forventes udbetalt i perioden 2014-2016. Sagen blev tiltrådt af Finansudvalget den 4. december 2014.
Konti på finansloven 2014, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2014.