Miljø- og Fødevareministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til at igangsætte nye initiativer aftalt i Naturpakken inden for en samlet ramme på 54,5 mio. kr. i 2016. Aktstykket udmønter den politiske aftale indgået den 20. maj 2016 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, der afsætter i alt 363,5 mio. kr. i perioden 2016-19.
De konkrete indsatser i 2016 fordeler sig således:
- 15,0 mio. kr. til biodiversitetsskov, herunder hugststop i ministeriets skove og forberedelse af udlæg af privat og statslig biodiversitetsskov.
- 20,0 mio. kr. til lokale projekter på statens arealer med fokus på dynamik, fødegrundlag for dyr og naturoplevelser.
- 15,0 mio. kr. til synergiprojekter, der kombinerer kommunernes klimatilpasningsindsats, ny natur, friluftsliv og kvælstofreducerende tiltag via en statslig tilskudspulje til fyrtårnsprojekter.
- 1,9 mio. kr. til indsats mod invasive arter, herunder bekæmpelse af arter som vaskebjørn og signalkrebs.
- 0,7 mio. kr. til udarbejdelse af beslutningsgrundlag for ændring af husdyrloven vedrørende ammoniakfølsom natur.
- 0,5 mio. kr. til styrket biodiversitetsindsats og formidling af natur i byerne.
- 0,5 mio. kr. til faglig udredning af mulighederne for etablering af erstatningsnatur.
- 0,5 mio. kr. til gennemgang og tilpasning af Natura 2000-områdernes afgrænsning.
- 0,4 mio. kr. til styrket information og vejledning til lodsejerne om Naturbeskyttelseslovens § 3.
Udgifterne finansieres ved omdisponering af reserver fra Nationalparker (27,8 mio. kr.) og Reserve og budgetregulering (14,6 mio. kr.) samt midler fra Naturstyrelsen, Erstatninger og Naturforvaltningsenheder. Sagen blev tiltrådt af Finansudvalget den 23. juni 2016.