Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilsagn på 115,0 mio. kr. i finansåret 2017 til Energistyrelsens Partnerskabsprogram, Fase II, med Mexico, Kina, Sydafrika og Vietnam.
- Programmet fortsætter det bilaterale myndighedssamarbejde fra 2012 med fokus på teknisk assistance til fremme af vedvarende energi og energieffektivisering gennem planlægning, politikudvikling og regulering.
- Samarbejdet målrettes mod landenes overgang til en lavemissionsøkonomi og opfyldelse af deres reduktionsbidrag under Parisaftalen. Partnerlandene repræsenterer ca. 2 milliarder forbrugere og står for næsten en tredjedel af den globale udledning af drivhusgasser.
- I Sydafrika støttes Energiministeriet i energiplanlægning samt ESKOM i integration af vedvarende energi i el-systemet.
- I Mexico samarbejdes der med Energiministeriet om udbygning og integration af vedvarende energi samt energieffektivisering i industri og byggeri, mens Miljøministeriet modtager støtte til tiltag under Parisaftalen.
- I Kina understøttes videnscentre tilknyttet Planlægningsministeriet (CNREC og NECC) med modelanalyser af vedvarende energi og udnyttelse af industriel overskudsvarme.
- I Vietnam styrkes Ministry of Industry and Trade’s kapacitet til langsigtet energisektorplanlægning, og den regulerende myndighed for el-systemet støttes i integrationen af vedvarende energi.
- Det samlede budget på 115,0 mio. kr. fordeler sig på 34,1 mio. kr. til Mexico, 25,1 mio. kr. til Kina, 18,2 mio. kr. til Sydafrika, 21,6 mio. kr. til Vietnam samt 16,0 mio. kr. til administration og uallokerede midler.
- Midlerne udbetales forventeligt i perioden 2017 - 2020 og afholdes af bevillingen på 320,0 mio. kr. til § 06.34.01 Naturressourcer, energi og klimaforandringer i udviklingslande mv.
- Væsentlige risici omfatter ændringer i partnerlandenes klimapolitiske prioriteringer samt kapacitetsmangel hos de lokale partnere.