Finansministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til, at staten indskyder 24 ejendomme i Statens Ejendomssalg A/S med henblik på afhændelse af statslige ejendomme, der ikke længere finder anvendelse.
- De 24 ejendomme har en samlet apportindskudsværdi på 133,3 mio. kr. og en samlet bogført værdi i statsregnskabet på 454,0 mio. kr.
- Indskuddet fordeler sig på seks ejendomme fra Miljø- og Fødevareministeriet v/Naturstyrelsen (apportindskudsværdi: 3,5 mio. kr.; bogført værdi: 4,5 mio. kr.) og 18 ejendomme fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet v/Bygningsstyrelsen (apportindskudsværdi: 129,9 mio. kr.; bogført værdi: 449,5 mio. kr.).
- Statens Ejendomssalg A/S betaler Finansministeriet en samlet indtægt på 126,5 mio. kr. svarende til apportindskudsværdien fratrukket salgsomkostninger på 6,8 mio. kr. Betalingen består af et kontant vederlag på 113,0 mio. kr. samt nye aktier i selskabet til en værdi af 13,5 mio. kr.
- Der foretages en nettobevillingsjustering på 4,4 mio. kr. under Bygningsstyrelsens ejendomsvirksomhed for kontorejendomme, så indskuddet ikke påvirker virksomhedens resultat.
- Driftsmæssigt ansvar overtages af Statens Ejendomssalg A/S den 1. juli 2017. Værdierne er opgjort efter uafhængig vurdering i overensstemmelse med selskabsloven, hvorfor der ikke er indhentet udtalelse fra SKAT eller gennemført offentligt udbud.