Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til en øgning af den økonomiske ramme for opførelsen af tilbygningen Himmelhaven og energioptimering på kunstmuseet Ordrupgaard. Rammen hæves med 28,8 mio. kr. fra 102,7 mio. kr. til i alt 131,5 mio. kr.
Merudgiften skyldes primært højere byggeomkostninger til selve tilbygningen, som er knap 33 mio. kr. dyrere end estimeret, mens udgifterne til energiprojektet falder med 4,2 mio. kr. Årsagerne til fordyrelsen er blandt andet en markedssituation med høj byggeaktivitet, kravene til et unikt byggeri samt risici ved sammenbygning med eksisterende strukturer. Den samlede merudgift dækkes fuldt ud af yderligere fondsstøtte fra A. P. Møller Fonden, Augustinusfonden, Realdania, Det Obelske Familiefond og Knud Højgaards Fond, hvilket betyder, at der ikke optages nye offentlige midler ud over de allerede afsatte. Projektet forventes færdiggjort ultimo 2020. Udgiften i 2018 på 5,0 mio. kr. afholdes af bevillingerne under anlægsprogrammet for museer mod tilsvarende privat indtægt. Sagen forelægges udvalget, da ændringen overstiger grænsen for væsentlige projektændringer.
Konti på finansloven 2018, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2018.