Beskæftigelsesministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til en omdisponering af 92,0 mio. kr. i 2017 fra tilbagebetalte tilskud på § 17.46.41. Uddannelsesløft til finansiering af initiativer, der skal forebygge og modvirke rekrutteringsudfordringer på arbejdsmarkedet. Initiativerne er aftalt af forligskredsen bag beskæftigelsesreformen (SR-regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti) med henblik på at løfte basale kompetencer og afhjælpe flaskehalse.
Sagen omfatter følgende fire konkrete puljer og tiltag:
- Pulje til ordblinde og læse-, skrive- og regnesvage: En ansøgningspulje på 26,5 mio. kr. til styrkelse af indsatsen for ledige og beskæftigede med vanskeligheder inden for læsning, skrivning og regning. Tilskudsmodtagere kan være kommuner, virksomheder, a-kasser, faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner.
- Pulje til opkvalificering målrettet infrastrukturprojekter og flaskehalse: En ansøgningspulje på 42,0 mio. kr. til opkvalificering af dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere til større infrastruktur- og anlægsprojekter samt andre områder med mangel på arbejdskraft. Puljen kan også anvendes til tværkommunale kursuskøb.
- Pulje til virksomhedsservice på områder der mangler arbejdskraft: En ansøgningspulje på 20,0 mio. kr. til styrkelse af den lokale virksomhedsservice i jobcentrene og samarbejdet med virksomheder på områder med arbejdskraftmangel, herunder bl.a. ansættelse af flaskehalskoordinatorer.
- Videreførelse af LKV-projektet: En øremærket bevilling på 3,5 mio. kr. overføres til § 17.46.30. Styrket indsats for ledige ordblinde og læse- og skrivesvage til videreførelse af projektet ”Læsning og kommunikation i virksomheder” (LKVProjekt), som gennemføres af 3F. Projektet har til formål at udbrede kendskabet til undervisningsmuligheder for medarbejdere med læse- og skrivevanskeligheder.
De tre nye puljer administreres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvorimod tilskuddet til LKV-projektet administreres direkte ud fra budgettet udarbejdet af 3F. Derudover igangsættes en kvalitativ analyse af uddannelseløftsordningen samt en kampagne om muligheden for at blive faglært inden for de eksisterende rammer.