Transport-, Bygnings- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en overførsel af 1,5 mio. kr. fra regeringsreserven til mindre anlægsprojekter med henblik på igangsættelse af ombygningen af rundkørslen ved Kregme til et signalanlæg.
- Projektet er en del af Aftale om et sammenhængende Danmark - Investeringsplan 2030 af 12. marts 2019 og har til formål at øge fremkommeligheden i Kregme, hvor den nuværende rundkørsel har utilstrækkelig kapacitet, hvilket medfører trængsler og forsinkelser, især i myldretiden.
- Den forventede totaludgift for projektet udgør 22,7 mio. kr. (i 2019-priser) fordelt på perioden 2019-2021. Udgiften i 2019 på 1,5 mio. kr., heraf 0,2 mio. kr. i lønsum, finansieres af bevillingen på § 35.11.19 Regeringsreserve. De efterfølgende årlige udgifter forudsættes optaget på kommende bevillingslove.
- Finansministeriets tilslutning til dispositionerne foreligger.