Skatteministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til at etablere hjemmel til at tilbagebetale borgere for meget betalt ejendomsskat (grundskyld) uanset forældelse ved at genoptage en række forældede sager for perioden 2003-2019, samt til at staten kan kompensere kommunerne for en andel af tilbagebetalingerne.
Serviceeftersynet af ejendomsskatteloven har identificeret fem fejl i beregningen af grundskylden. De to første fejl vedrører Skatteforvaltningens systemer og det opgjorte grundlag, mens de tre sidste vedrører kommunernes administration. Det skønnes, at ca. 29.000 ejendomme er berørt af de statslige fejl, hvor borgerne samlet set har betalt ca. 150 mio. kr. for meget i grundskyld i perioden 2003-2018. For de kommunale fejl er omfanget endnu ikke fuldt ud klarlagt.
Der afsættes 150 mio. kr. i 2019 på en nyoprettet hovedkonto uden for udgiftsloft på § 9 til at kompensere kommunerne én til én for tilbagebetalinger vedrørende de statslige fejl. Kompensationen finansieres af bevillingen på § 35.11.09. Midtvejs- og efterregulering af det kommunale bloktilskud mv. Staten medfinansierer også udgifterne vedrørende de kommunale fejl, hvilket forventes håndteret via finansloven for 2020 eller et senere aktstykke, når omfanget er afklaret.
Den materielle hjemmel til refusion og bagudrettet ændring af ejendomsvurderinger etableres ved tekstanmærkning på tillægsbevillingsloven for 2019 og videreføres på finansloven for 2020. Hjemmelen dækker bl.a. fejl vedrørende beregningen af § 33, stk. 16-18, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, § 2, stk. 2, i lov nr. 1605 af 22. december 2010 samt § 3 i lov nr. 581 af 18. juni 2012. Tilbagebetalinger kan ydes uanset indtråden af forældelse efter § 3, stk. 1, i lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer eller § 34 a, stk. 1, 2 og 4, i skatteforvaltningsloven. Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 2. maj 2019.
Pengene tages fra reserver på finansloven og går til de konti, der skal bruge dem.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2019.