Undervisningsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til et direkte salg af ejendommen Ullasvej 6, 3700 Rønne, til Region Hovedstaden for en pris på 6,0 mio. kr. Salget sker uden indskud i Statens Ejendomssalg A/S (Freja Ejendomme A/S) og uden offentligt udbud, hvilket fraviger kravene i Budgetvejledningen.
Sagen omhandler en ejendom med et samlede erhvervsareal på 1.074 m², som tidligere husede Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole. Skolen flyttede i 2018 til Campus Bornholm, hvorfor lokalerne blev ledige. Ejendommen ligger i umiddelbar tilknytning til Bornholms Hospital og er fysisk sammenbygget hermed via en mellembygning. I forbindelse med kommunalreformen i 2007 overtog staten ejendommen, og der blev i overdragelsesaftalen aftalt en deklaration, der gav Region Hovedstaden en 10-årig køberet samt en forkøbsret.
Da skolen flyttede, henvendte ministeriet sig til regionen for at udnytte disse rettigheder. En uvildig erhvervsmægler vurderede ejendommen til 7,0 mio. kr., men Region Hovedstadens Center for Ejendomme anførte, at prisen var i overkanten, og fremsatte et bud på 6,0 mio. kr. baseret på en estimeret lejeindtægt på 475.000 kr. og en forrentningsprocent på 8 pct. Ministeriet accepterede den forhandlede pris under henvisning til ejendommens særlige beliggenhed ved hospitalet og de væsentlige besparelser, der opnås ved at undgå udgifter til etablering af brandvæg ved en adskillelse fra hospitalbygningen.
Der er indgået betinget købsaftale med forbehold for Finansudvalgets tilslutning. Jf. Cirkulære om ændring af Budgetvejledning 2016, pkt. 2.2.16.2, tinglyses en gevinstklausul, hvorefter køber skal betale staten halvdelen af nettoprovenuet, hvis ejendommen videresælges inden for 10 år fra overtagelsen. Indtægten på 6,0 mio. kr. indtægtsføres på statskassen under konto § 20.85.12.14. Vurderingsstyrelsen har ingen bemærkninger til prisen og vilkårene. Finansudvalget har tiltrådt salget.
Konti på finansloven 2019, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2019.