Sundheds- og Ældreministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en overførsel på 6 mio. kr. til finansiering af opstartsudgifter til etableringen af International Centre for Antimicrobial Resistance Solutions (ICARS) i perioden april-august 2019.
- Midlerne hentes fra de på finansloven opførte midler under posten "Merudgifter ved nye bevillingsforslag".
- ICARS skal styrke den globale indsats mod antibiotikaresistens med særligt fokus på lav- og mellemindkomstlande, hvor vestlige løsninger ikke kan implementeres direkte. Centret vil forske i, vidensdele og rådgive om effektive initiativer inden for det såkaldte One Health-perspektiv, der spænder over human-, veterinær- og miljøområdet.
- ICARS skal være et uafhængigt internationalt videns- og forskningscenter med hovedkontor i Danmark. I opstartsfasen placeres centret fysisk på Statens Serum Institut for at drage fordel af det eksisterende forskningsmiljø og faciliteter. Der skal inden udgangen af 2020 tages stilling til en permanent placering.
- De foreslåede 6 mio. kr. skal dække etableringen af et midlertidigt opstartssekretariat fra april 2019, som skal forestå rekruttering, organisering og arbejdet med at sikre ekstern finansiering fra donorer. Budgettet dækker også udgifter til konsulentydelser, rejser og IT.
- Eventuelt overskydende midler anvendes til udgifter i perioden september-december 2019. Yderligere behov for midler i denne periode forelægges Finansudvalget via et nyt aktstykke. Bevillinger fra 2020 og frem forudsættes indarbejdet på fremtidige bevillingslove.