Transport- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Banedanmark igangsætter etablering af fiberkabelinfrastruktur på jernbanestrækningen mellem Skjern og Holstebro.
- Formålet er at fornye og kapacitetsopgradere det eksisterende fiberkabelanlæg (den passive del af FTN), som primært anvendes til trafikrelateret kommunikation internt i Banedanmark. Det nye anlæg skal være fremtidssikret, sikre længere holdbarhed og høj oppetid samt minimere risikoen for fejl og skader.
- Projektet omfatter nedgravning af kabelrør og etablering af betjeningsbrønde langs ca. 73 km. For at sikre driftsstabilitet placeres anlægget så vidt muligt uden for banens sikkerhedszone, hvilket adskiller det fra sporet og øvrig it-infrastruktur. Dette medfører, at vedligeholdelse kan foregå uden spærringer af togtrafikken, og at signalfiberen holdes adskilt fra anden fiber for at undgå nedbrud i togruten.
- Den forventede totaludgift udgør 71,5 mio. kr. (2020-priser) inkl. et korrektionstillæg på 10 pct. Udgiften i 2020 er på 28,9 mio. kr. og afholdes af bevillingen på § 28.63.05 vedrørende Banedanmarks fornyelse og vedligeholdelse af jernbanenettet. Anlægsarbejderne forventes afsluttet senest i sommeren 2021.
- Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 18. juni 2020.