Finansministeriet orienterer Finansudvalget om de merbevillinger til håndtering af COVID-19, der er godkendt optaget i perioden 27. marts - 10. august 2020 i medfør af aktstykke 123.
I den pågældende periode har Finansministeriet godkendt optag af merbevilling for i alt 412,3 mio. kr. på forslag til lov om tillægsbevilling for 2020. Dette udgør en stigning på 35,1 mio. kr. siden seneste orientering vedrørende perioden frem til 17. juni 2020.
De nyoptagne 35,1 mio. kr. er udelukkende bevilget til Miljø- og Fødevareministeriet under hovedkontoen for Fødevarestyrelsen. Midlerne skal dække udgifter til et screeningsprogram for minkfarme med henblik på at identificere farme smittet med COVID-19. Formålet er at påbyde restriktioner, herunder nedslagtning, som eliminerer eller reducerer risikoen for spredning af virusset til mennesker og andre minkfarme.
Finansministeriet vurderer det fortsat hensigtsmæssigt foreløbigt at opretholde bemyndigelsen fra aktstykke 123 for at kunne imødekomme akutte behov for COVID-19-relaterede udgifter i efteråret. Ministeriet vil revurdere behovet for opretholdelse ultimo september 2020.
Konti på finansloven 2020, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2020.