Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilsagn på 101,3 mio. kr. til FN’s Miljøprogram (UNEP) i finansåret 2019. Tilskuddet skal bidrage til at opnå miljø-, klima- og naturbeskyttelsesdimensionerne af FN’s Verdensmål og Parisaftalen.
- Bevillingen fordeler sig på et kernebidrag på 90 mio. kr., et blødt øremærket bidrag på 10 mio. kr. til innovative aktiviteter samt 1,3 mio. kr. til sekundering af en medarbejder.
- Midlerne udbetales i perioden 2019-2021 og afholdes af bevillingen under § 06.34.01. Naturressourcer, energi og klimaforandringer i udviklingslande mv., hvoraf 91,3 mio. kr. overføres fra bevillingen for udviklingslande i Asien, Mellemøsten og Latinamerika.
- De danske prioriteter følger UNEP’s strategi for 2020-2022 med fokus på grøn omstilling (klima, vand, sikkerhed, energitransition, cirkulær økonomi), biodiversitet (naturbaserede løsninger) og governance (normativt arbejde og resultatbaseret ledelse).
- Det innovative bidrag rettes mod leverancer af klima- og miljødata via UNEP’s World Environment Situation Room.