Forsvarsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en anskaffelse af Link 16 Multifunctional Information Distribution System (MIDS) til danske militære skibe og fly. Anskaffelsen er nødvendig for at opfylde nye krav fra de amerikanske sikkerhedsmyndigheder, der træder i kraft den 1. januar 2022, og sikrer, at Forsvaret fortsat kan udveksle operative data internationalt og indgå som allieret samarbejdspartner.
- De samlede anskaffelsesudgifter beløber sig til ca. 108,0 mio. kr., som påregnes afviklet i perioden 2020 - 2024. Udgifterne afholdes inden for Forsvarsministeriets eksisterende økonomiske rammer under § 12.13.04 Materielanskaffelser.
- De samlede forventede omkostninger ved projektet, herunder anskaffelsesrelaterede udgifter og drift samt vedligeholdelse over systemets levetid på ca. 13 år, beregnes til i alt 197,0 mio. kr. for perioden 2020 - 2033. Drifts- og vedligeholdelsesomkostningerne vurderes til ca. 4,0 mio. kr. årligt.
- Operativ indsættelse af de nye terminaler forventes løbende fra ultimo 2021 til 2026.
- Erhvervsstyrelsen har vurderet, at anskaffelsen omfatter en modkøbsforpligtelse til industrisamarbejde svarende til 100 procent af kontraktbeløbet. Der vurderes ikke at være væsentlige risici forbundet med anskaffelsen.