Børne- og Undervisningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til udmøntning af i alt 409,8 mio. kr. i 2021 som led i en bred politisk aftale fra februar 2021 om at afhjælpe fagligt efterslæb og styrke trivsel hos elever og kursister efter nedlukninger i forbindelse med COVID-19-pandemien.
- Der afsættes 276,4 mio. kr. til et særtilskud til private og regulerede selvejende institutioner samt Sorø Akademis Skole til et fagligt løft frem mod sommeren 2021. Midlerne kan anvendes til bl.a. supplerende undervisning, tolærerordninger og ekstraundervisning i mindre hold, med særligt fokus på elever, der skal til prøver i første halvår af 2021.
- Der overføres 5,1 mio. kr. til tilskud til elevråd på private og regulerede selvejende institutioner til trivselsindsatser.
- Der afsættes 101,0 mio. kr. til forlængelse af grundforløbshold og individuel forlængelse for elever på erhvervsuddannelserne samt supplerende undervisning i hovedforløbet for at sikre praktiske færdigheder.
- Der overføres 14,9 mio. kr. til SU-udgifter i forbindelse med individuel forlængelse af grundforløbets 2. del.
- Der afsættes 12,4 mio. kr. til forlængelse af ordningen med ekstraordinær skolepraktik på erhvervsuddannelserne.
Udgifterne finansieres af midler under § 35.11.07, Reserve til håndtering af udfordringer i lyset af COVID-19 mv. Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 25. marts 2021.