Kulturministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til forlængelse af kompensationsordninger for tabt deltagerbetaling til folkehøjskoler, aftenskoler, daghøjskoler og Folkeuniversitetet som følge af COVID-19-restriktioner.
Sagen udmønter Rammeaftale for genåbningen af Danmark fra marts 2021, hvor det er aftalt, at visse aktiviteter på aftenskoler og folkehøjskoler genåbner den 21. maj 2021. Ordningerne forlænges derfor frem til og med denne dato.
For puljen til kompensation for folkehøjskolernes tabte deltagerbetaling anvendes de allerede afsatte midler til forlængelsen fra 1. maj til og med 21. maj 2021 uden ny bevilling. For puljen til kompensation for den folkeoplysende voksenundervisning (aftenskoler), daghøjskoler og Folkeuniversitetet tilføres der yderligere 57,5 mio. kr. til Kulturministeriets område under § 21.11.68. Tilførslen sker ved direkte opskrivning uden modgående finansiering og dækker behovet frem til den 21. maj 2021.
Der søges samtidig om bevillingsmæssig hjemmel til at forlænge kompensationsperioden til efter den 21. maj 2021, såfremt skærpede restriktioner fortsætter, dog senest frem til og med den 30. juni 2021. I så fald vil et nyt aktstykke blive forelagt Finansudvalget. Den endelige afregning af kompensationen foretages i 2022, hvilket kan indebære regulering af de i 2021 udbetalte beløb.
Konti på finansloven 2021, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2021.