Børne- og Undervisningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilskud på 1,5 mio. kr. i 2021 til GladFonden for at optage nye hold på den 2-årige flexuddannelse. Aktstykket udmønter Aftale mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Nye Borgerlige og Alternativet om en samlet indsats for elever og studerende med handicap på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser af 10. maj 2021.
Flexuddannelsen retter sig mod personer i aldersgruppen 18-30 år, der har afsluttet en STU og har lyst til og forudsætninger for beskæftigelse. Formålet er at ruste unge med kognitive handicap til arbejde. En foreløbig evaluering viser positive resultater, herunder at over halvdelen af de elever, der bestod uddannelsen i 2020, var i fleksjob i januar 2021. Da støtten fra Den A. P. Møllerske Støttefond udløber sommeren 2021, søges statsligt tilskud for at sikre fortsat drift.
Tilskuddet dækker udgifter på 1,5 mio. kr. i 2021, 3,0 mio. kr. i 2022 og 1,5 mio. kr. i 2023. Midlerne hentes fra § 20.89.04.36 Ramme til handicappolitisk handlingsplan på uddannelsesområdet og finansieres af uforbrugte Satspuljemidler fra 2019. Den statslige finansiering suppleres af kommunal medfinansiering. Tilskuddet kan anvendes til løn, lokaler og undervisningsmaterialer direkte henførbare til uddannelsen. Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 27. maj 2021.
Konti på finansloven 2021, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2021.