Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilsagn på op til 690,0 mio. kr. (ca. 92,5 mio. euro) til den 15. genopfyldning af Den Afrikanske Udviklingsfond (ADF 15).
- Tilsagnet har udgiftsmæssig virkning i perioden 2020-2023 og kan forlænges frem til 2030. Udgiften afholdes under bevillingen til regionale udviklingsfonde.
- ADF yder koncessionelle lån og gavebistand til de 38 fattigste afrikanske lande med henblik på økonomisk og social udvikling.
- ADF 15 fokuserer på investeringer i bæredygtig infrastruktur samt menneskelig kapacitet og stærke institutioner for at fremme inklusiv vækst og jobskabelse.
- Midlerne anvendes også til håndtering af COVID-19-krisens konsekvenser og en grøn og inklusiv genopbygning.
- Danmarks bidrag svarer til ca. 1,6 pct. af de samlede donormidler til ADF 15 og bibeholder samme andel som ved den foregående genopfyldning.
- Prioriteterne stemmer overens med strategien 'Verden 2030' og bidrager til verdensmålene og Paris-aftalen, herunder afskaffelse af fattigdom, anstændige jobs og klimainsats.