Udlændinge- og Integrationsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en bevilling på i alt 26,0 mio. kr. til ændring af rammerne for børn på Udrejsecenter Avnstrup i finansåret 2020.
- Midlerne overføres til drift og tilpasninger af indkvarteringssystemet samt indkvartering og underhold af asylansøgere m.fl.
- Foranstaltningen udmønter den politiske forståelse fra november 2019 mellem regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om ændrede rammer for børn af afviste asylansøgere, der tidligere var indkvarteret på Udrejsecenter Sjælsmark.
- Center Avnstrup omdannes til et udrejsecenter for børnefamilier, hvor rammevilkårene justeres efter anbefalinger fra Røde Kors. Tiltagene inkluderer blandt andet madordning, vuggestuetilbud og fritidsklub.
- Udgifterne finansieres ved overførsel af midler fra bevillingerne til understøttelse af udsendelse mv. samt reserve vedrørende hjemrejse og ny centerstruktur.
- Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 17. december 2020.