Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at Landbrugsstyrelsen kan fortsætte it-projektet ”CAP2020 IT fundament” inden for en forhøjet totaløkonomisk ramme på 99,9 mio. kr. ekskl. renter. Projektet er igangsat som forberedelse til EU’s landbrugsreform for perioden 2023-2027 med henblik på at etablere et tidssvarende it-fundament til administration af tilskudsordninger.
De samlede udgifter er steget med 32,6 mio. kr. i forhold til den oprindelige ramme på 67,3 mio. kr. Fordyrelsen skyldes blandt andet, at projektet har afventet afslutningen af politiske forhandlinger om reformen, øget kompleksitet i de ordninger, systemerne skal understøtte, samt et leverandørskifte for systemet IMK (Internet MarkKort). Besparelser er opnået ved at fjerne modulet til betalingsrettigheder, da disse afskaffes i forbindelse med den grønne omstilling.
Projektets formål er at modernisere styrelsens primære it-systemer CAP-TAS og IMK, så de kan håndtere nye krav som eco-schemes og konditionalitet. Gennemførslen sikrer stabil it-performance, reducerer antallet af ældre systemer og integrationer samt konsoliderer sagsbehandlingen. Statens It-råd vurderer projektet til at have normal risiko og anbefaler styrket risikostyring. Udgifterne finansieres af midler på § 24.21.01. Landbrugsstyrelsen.
Konti på finansloven 2022, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2022.