Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til at optage en hensættelse på 170,0 mio. kr. til udligningsordningen for finansåret 2021.
- Udligningsordningen dækker netvirksomhedernes nødvendige omkostninger til nettilslutning af vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Ordningen er opført som lovbunden bevilling på § 29.25.14.
- Hensættelsen er nødvendig, da det ikke er muligt for netvirksomhederne at indsende ansøgninger om alle udgifter for 2021 inden årsregnskabet lukker. Forsinkelser skyldes blandt andet længere leveringstider på komponenter som følge af COVID-19, hvilket har medført forsinkelser i netudbygningen.
- Skønnet over hensættelsens størrelse er forbundet med betydelig usikkerhed. Formålet er at sikre et retvisende regnskab og at afholde udgifterne i det år, de vedrører, frem for at skulle afholde dem i 2022.
- Udgiften finansieres gennem en intern statslig overførsel fra § 29.25.10. Udgifter til el-PSO, hvor der forventes et mindreforbrug på ca. 1,1 mia. kr. i 2021.
- I henhold til Klimaaftale for energi og industri mv. 2020 afskaffes udligningsordningen fra 2023. I 2022 erstattes den af en étårig kompensationsordning, hvorefter producenttariffer indføres fra 2023.