Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en merbevilling på 375,1 mio. kr. i 2021 til dækning af øgede udgifter til skinderstatning og driftstabserstatning til minkavlere i zone 1 og 2.
- Beløbet optages på bevillingsparagraffen § 24.32.14 (Erstatning ved nedslagtning af dyr og andre udgifter ved bekæmpelsesforanstaltninger mm.) som lov bunden bevilling.
- Merudgiften skyldes, at de samlede estimerede udgifter til erstatning til minkavlere i zone 1 og 2 (besætninger smittet med COVID-19 eller inden for 7,8 km fra en smittet besætning) er opgjort til 2.334,7 mio. kr. Dette beløb er højere end de hidtil afsatte 1.959,6 mio. kr. i regnskabet for 2020. Forskellen skyldes bl.a., at den endelige pris på danske minkskind i 2021 var højere end det estimat, der lå til grund for budgettet i 2020.
- Erstatningsordningen bygger på den politiske aftale af den 25. januar 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance om erstatning til minkavlere og følgeerhverv berørt af COVID-19. Ifølge aftalen tager erstatningen for aflivede mink i 2020 udgangspunkt i antallet af mink, avleren har slået ned, men ikke pelset.
- Da udgifterne er baseret på skøn forbundet med væsentlig usikkerhed, anmodes der om adgang til at budgettere med hensatte forpligtelser jf. budgetvejledningens pkt. 2.4.17. Den del af udgifterne, der ikke udbetales i 2021, optages som hensat forpligtelse og nedskrives efterhånden som udbetalingerne gennemføres.
- Erstatnings- og kompensationsordningerne er godkendt af EU-Kommissionen iht. statsstøttereglerne.
- Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 16. december 2021.