Børne- og Undervisningsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til udmøntning af et ekstraordinært tilskud på 45,8 mio. kr. til dækning af forøgede rengøringsudgifter i private og regulerede selvejende institutioner under ministeriets område for 1. kvartal 2022.
Tilskuddet er en følge af smitteopblusningen i 4. kvartal 2021 og de efterfølgende smittereducerende tiltag, der medførte skærpede krav til rengøring og hygiejne i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinjer for forebyggelse af COVID-19. Kompensationsniveauet svarer til tidligere ydede tilskud til formålet.
De berørte institutioner omfatter gymnasier, erhvervsskoler, VUC’er, TAMU, FGU-institutioner, fri- og privatskoler, efterskoler, frie fagskoler samt Sorø Akademis Skole. Midlerne udbetales som særtilskud baseret på en fordelingsnøgle knyttet til elev- og studieaktivitet fra regnskabsåret 2020. Der stilles ikke krav om revisorpåtegnet dokumentation, men institutionerne skal afgive en tro- og loveerklæring for anvendelsen og tilbagebetale uforbrugte midler inden årets udgang.
Udgiften finansieres ved direkte opskrivning af Børne- og Undervisningsministeriets bevilling på forslag til lov om tillægsbevilling for 2022 uden modgående finansiering. Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 27. januar 2022.
Konti på finansloven 2022, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2022.