Sundhedsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en tillægsbevilling på 17,0 mio. kr. til styrkelse af influenzaberedskabet gennem indgåelse af en pandemigaranti for influenzavacciner i perioden 2021 og første halvår af 2022.
- Udgiften dækker reservation og muliggør leverance af op til 2,1 mio. immuniseringer svarende til 4,2 mio. doser influenzavacciner, der er tilpasset den specifikke variant, der måtte drive en eventuel pandemi.
- Leveringstiden beregnes til 3 - 6 måneder fra WHO’s erklæring om pandemi. Ved indtræden af en influenzapandemi vil der være yderligere udgifter til selve vaccinekøbet.
- Den tidligere kontrakt om pandemigaranti udløb ved årsskiftet 2020/2021. I lyset af behovet for at sikre adgang til vacciner forlænges den eksisterende ordning frem til medio 2022.
- Midlerne hentes fra reserven til højtprioriterede regeringsinitiativer i finansåret 2021. Eventuelle uforbrugte midler nedskrives med forslag til lov om tillægsbevilling for 2021.
- Finansministeriets tilslutning foreligger, og Finansudvalget har tiltrådt aktstykket.