Forsvarsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til at anvende 183,0 mio. kr. i perioden 2022-2024 til anskaffelse af Brigade Communication and Information System (BDE CIS), del 2. Aktstykket er tiltrådt af Finansudvalget den 7. september 2022.
Anskaffelsen udgør den anden og sidste del af opbygningen af BDE CIS og omfatter software, dokumentation, IT-udstyr samt øvrigt materiel til føringscontainere og operative køretøjer i Forsvarets eksisterende flåde af pansrede køretøjer. Systemet skal muliggøre klassificeret planlægning og føringsvirksomhed for en deployerbar brigade, der opfylder NATO’s styrkemål til en medium brigade, jf. Aftale på Forsvarsområdet 2018-2023. Første del af anskaffelsen vedrørende ca. 110 pansrede køretøjer blev tidligere tiltrådt.
De samlede forventede udgifter forbundet med kapaciteten beløber sig til 459,5 mio. kr., heraf 183,0 mio. kr. i anlægsbevilling, 26,5 mio. kr. i anskaffelsesrelaterede driftsudgifter samt 250,0 mio. kr. til drift og vedligeholdelse i perioden 2023-2032. Udgifterne afholdes inden for Forsvarsministeriets eksisterende økonomiske rammer. Anskaffelsen gennemføres via eksisterende aftaler med danske og udenlandske leverandører, hvor krav om industrielt samarbejde på 100 procent gælder for de udenlandske aftaler. Der vurderes risiko for forsinkelser pga. koordineringen af flere leverandører.
Konti på finansloven 2022, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2022.