Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilsagn på 120,0 mio. kr. til et program for bæredygtig drikkevandsforsyning i bymiljøer i Mali. Tilskuddet afholdes af bevillingen under naturressourcer, energi og klimaforandringer i udviklingslande mv.
Programmet sigter mod at afhjælpe konsekvenserne af klimaforandringer og styrke befolkningens modstandsdygtighed ved at sikre vandressourcer og forbedre den offentlige vandforsyning i byerne Kayes, Sikasso og Koutiala. Indsatsen implementeres i samarbejde med det nationale vandselskab SOMAPEP samt den tyske udviklingsbank KfW og bygger på tidligere dansk erfaring i sektoren.
Tilskuddet understøtter Danmarks fokus på Verdensmål 6 om rent vand og sanitet samt strategien Fælles Om Verden. Det forventes udbetalt i perioden 2021-2026. Sagen forelægges Finansudvalget som en udmøntning fra en rammebevilling, da udgiften overstiger grænsen på 39,0 mio. kr. Væsentlige risici inkluderer politisk destabilisering og korruption, selvom sikkerhedssituationen i de sydlige projektområder vurderes relativt stabil.
Konti på finansloven 2021, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2021.