Udenrigsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til en fremrykning af Danmarks bidrag til Den Internationale Udviklingssammenslutning (IDA) for at understøtte Verdensbankgruppens indsats i forbindelse med COVID-19-krisen.
- Der anmodes om tilladelse til at overføre 150,0 mio. kr. i finansåret 2021 til § 06.37.01. Verdensbankgruppen med henblik på afgivelse af tilsagn om tilskud til den 19. genopfyldning af IDA (IDA19).
- Beløbet udgør en del af de 716,0 mio. kr., der var planlagt indbetalt til IDA i 2022, og finansieres ved overførsler fra diverse kapitler under bistand til udviklingslande, herunder midler til Afrika, personelbistand, oplysning i Danmark, bistand gennem EU samt rammebetingelser.
- IDA yder lån på lempelige vilkår og gavebistand til de 74 fattigste udviklingslande og er en central aktør i arbejdet for verdensmålene, især afskaffelse af fattigdom, økonomisk vækst og klimainsats.
- Sagen forelægges Finansudvalget, da dispositionen overstiger grænserne for udviklingsministerens bemyndigelse til selvstændige bevillingsdispositioner.
- Aktstykket blev tiltrådt af Finansudvalget den 9. december 2021 med undtagelse af Enhedslistens medlem, der stemte imod.