Forsvarsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et dansk kapitalindskud i NATO’s Innovationsfond (NIF) gennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 1. juni 2023.
- NIF oprettes som en selvejende venturekapitalfond på markedsvilkår med et samlet indskud på 7,5 mia. kr. fra 22 NATO-allierede, der udøver ejerskab som "Limited Partners".
- Fonden skal understøtte udviklingen af nye og disruptive teknologier med civil-militær anvendelse ved at foretage minoritetsinvesteringer i virksomheder i alliancen med målsætning om markedskonformt afkast.
- Det danske kapitalindskud udgør ca. 278 mio. kr., der udbetales over 15 år: 27,8 mio. kr. årligt i perioden 2023 - 2030 og 8,0 mio. kr. årligt i perioden 2031 - 2037. Indskuddene påvirker ikke den offentlige saldo.
- EIFO varetager de danske interesser i fonden, herunder tilsyn med drift og compliance. Eventuelle overskud udloddes til staten, mens umiddelbare tab bæres af EIFO.
- I 2023 ydes der et egenkapitalindskud på 27,8 mio. kr. samt en risikopræmie på 0,5 mio. kr. for afdækning af statsfinansielle risici. Udgiften til risikopræmien finansieres inden for Forsvarsministeriets eksisterende ramme i 2023.