Social-, Bolig- og Ældreministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en omprioritering af 0,5 mio. kr. i 2024 fra bevillingen til voldsforebyggelse gennem terapiforløb målrettet mænd til kriminalforsorgen i Grønland.
- Midlerne stammer oprindeligt fra aftalen om finansloven for 2023 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, hvor der blev afsat 0,5 mio. kr. årligt i perioden 2023-2026 til voldsforebyggende terapiforløb for mænd i Grønland.
- Naalakkersuisut har ønsket en alternativ udmøntning af midlerne, hvorfor de efter dialog med initiativtageren foreslås overført til Justitsministeriet, som har ressortansvaret for kriminalforsorgen i Grønland.
- Formålet er at udbyde gruppekurser i vredes- og konflikthåndtering til indsatte på anstalterne i Grønland. Forløbene forventes at bestå af tre moduler afviklet over tre dage og tilbydes to gange årligt i alle anstalter, dog med mulighed for regulering af frekvensen afhængigt af belægssammensætningen.
- Udgiften på 0,5 mio. kr. i 2024 dækkes ved nedsættelse af § 15.75.73 (Driftsstøtte til organisationer mv. vedr. udsatte voksne) og tilførsel til § 11.31.01 (Kriminalforsorgen). Bevillingsmæssige konsekvenser for 2025 og 2026 søges indarbejdet på kommende bevillingslove.
- Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 4. april 2024.