Forsvarsministeriet søger Finansudvalgets tilslutning til en erstatningsanskaffelse af Forsvarets system til klassificeret radiokommunikation, Secure Voice Communication System (VCS). Det eksisterende system er teknisk forældet og ramt af begrænsninger, hvilket medfører risiko for nedbrud. Den nye anskaffelse skal sikre ét fælles radionetværk med fjernbetjening af radioer, hvilket giver Flyvevåbnet og Søværnet større fleksibilitet og mulighed for at dele udstyr på et klassificeret netværk.
- De samlede udgifter til anskaffelsen beløber sig til 110,3 mio. kr. (2024-pl) i perioden 2024-2025, fordelt på 42,3 mio. kr. i 2024 og 68,0 mio. kr. i 2025.
- Midlerne hentes fra bevillingerne under § 12.13.04 Materielanskaffelser og § 12.13.02 Materieldrift.
- Anskaffelsen omfatter det nye system, initialuddannelse, reservedele samt en drifts- og vedligeholdelseskontrakt på syv år med mulighed for forlængelse op til 20 år. Systemet forventes overdraget til operativ drift i 2026.
- Løbende driftsudgifter forventes at udgøre ca. 15 mio. kr. årligt i systemets levetid.
- Udgifterne afholdes inden for Forsvarsministeriets økonomiske rammer, herunder midler fra aftalen om Genopretning af Forsvarets fundament fra juni 2023.
- Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 6. juni 2024.