Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til et tilsagn på op til 90,0 mio. kr. i finansåret 2024 til Den Internationale Valutafonds (IMF’s) Fond for Fattigdomsreduktion og Vækst (PRGT). Midlerne skal afholdes under bevillingen til Verdensbankgruppen og forventes udbetalt samme år.
Bidraget er en del af Danmarks samlede gavebidrag på ca. 173 mio. kr. til PRGT’s subsidiekonto i perioden 2023-2024, som imødekommer IMF’s anmodning fra 2021. Gavebidraget finansierer differencen mellem de renter, der betales til kreditorer, og de reducerede eller nulrenter, som lavindkomstlande betaler for lånene. Formålet med PRGT er at yde økonomisk støtte til lavindkomstlande med betalingsbalanceproblemer, hvilket understøtter danske prioriteter inden for fattigdomsreduktion. Efterspørgslen efter lån er steget markant som følge af COVID-19-pandemien og usikkerheden knyttet til Ruslands invasion af Ukraine.
Sagen blev afgjort den 20. juni 2024, hvor Finansudvalget tiltrådte aktstykket med undtagelse af Dansk Folkepartis medlemmer, der stemte imod. Enhedslistens medlem stemte for, men bemærkede risikoen for gældssætning af lande i det Globale Syd.
Konti på finansloven 2024, som aktstykket ændrer.
Klik på en konto for at se den på finansloven 2024.