Kulturministeriet anmoder Finansudvalget om tilslutning til genanvendelse af 5,0 mio. kr. i ikke-disponerede udlodningsmidler til tilskud til cirkusaktiviteter i traditionelle professionelle cirkusser i Danmark. Midlerne stammer fra tidligere bevillinger til andre kulturelle formål, hvor der er opstået tilbageløb eller bortfald af tilskud.
- Bevillingen ydes som etårigt driftstilskud til dækning af drifts- og lønudgifter ved cirkusaktiviteter i 2024 og administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.
- Tilskuddene fordeles på baggrund af antal publikummer i 2023 mellem selskaberne bag Cirkus Arena, Cirkus Arli, Cirkus Baldoni, Cirkus Mascot, Cirkus Trapez og Zirkus Nemo.
- Der ydes desuden et grundtilskud på 0,2 mio. kr. til Cirkus Krone, som ikke havde aktivitet i 2023, men spiller i 2024.
- Udbetaling sker under forudsætning af indsendelse af budget, turnéplan og årsregnskab. Da fem af de syv modtagere er undtaget revisionspligt, vurderes det at være en uforholdsmæssig stor byrde at kræve reviderede regnskaber, hvorfor tilskuddet udbetales på baggrund af ikke-reviderede regnskaber for disse virksomheder.
- Forslaget medfører ikke merudgifter i finansåret. Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 20. juni 2024.