Transportministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til at gennemføre projektforberedende arbejder forud for igangsættelse af projektet om øget kapacitet på Motorring 3. Udgifterne til disse arbejder, som foretages i perioden 2022-2024, kan løbe op i op til 40,0 mio. kr. og afholdes af bevillingen på § 28.21.20 vedrørende anlæg af hovedlandeveje mv.
- Anmodningen overstiger Vejdirektoratets almindelige adgang til projektforberedende arbejder på op til 20,0 mio. kr., hvorfor Finansudvalgets særlige tilslutning er nødvendig ifølge budgetvejledningen.
- Projektet er en del af Aftale om Infrastrukturplan 2035, hvor der afsat 350,6 mio. kr. til forberedende arbejder samt anlægsfasen i perioden 2022-2025. Desuden er der afsat 5,1 mio. kr. til miljøkonsekvensvurdering.
- Totaludgiften for det samlede projekt fastsættes endeligt, når miljøkonsekvensvurderingen er afsluttet, hvilket forventes omkring årsskiftet 2023/24. Anlægsloven forventes vedtaget i 2024.
- Transportministeriet vurderer, at et bero på de forberedende arbejder vil forsinke myndighedsansøgninger, besigtigelsesforretningen og igangsættelsen af entrepriser, hvilket ville udskyde åbningsåret med ca. et år.
- Da de forberedende aktiviteter ikke omfatter fysiske anlægsarbejder, er der ingen risiko for etablering af anlæg, der måtte afvikles ved evt. projektstop.
- Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 5. oktober 2023 med undtagelse af medlemmerne fra Enhedslisten og Alternativet.