Udenrigsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til, at der i finansåret 2023 afgives tilsagn om tilskud på op til 98,0 mio. kr. til Den Nordiske Udviklingsfond (NDF). Udgiften afholdes under bevillingen for regionale udviklingsfonde og øvrige fonde.
- Tilskuddet dækker det danske bidrag for både 2023 og 2024, som udbetales samlet i 2023 som led i en nordisk aftale fra 2020 om genopfyldning af fonden med 350 mio. euro over perioden 2021 - 2030.
- NDF er en dedikeret nordisk klimafond, der siden 2009 udelukkende støtter klimaprojekter i udviklingslande med særligt fokus på Afrika og de mindst udviklede lande. Mindst 60 pct. af midlerne skal gå til Afrika.
- Fondens strategi prioriterer klimatilpasning, kobling mellem klima og naturbevarelse samt socialt inklusiv grøn omstilling. Midlerne investeres gennem partnerskaber med multilaterale banker, FN-organisationer og andre institutioner som gavebistand, lån eller investeringer.
- Sagen forelægges Finansudvalget, da udgiften overstiger grænsen for selvstændig disposition fra rammebevillingen. Aktstykket blev tiltrådt af et flertal i Finansudvalget den 19. december 2023.