Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab orienterer Finansudvalget om drift og gevinstrealisering for det mobilbaserede varslingsystem, der blev taget i brug af Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen den 1. april 2023. Systemet er udviklet for at opfylde kravene i artikel 110 i EU-direktiv (2018/1972) om varsling af borgerne ved alvorlige nødsituationer via mobile enheder.
Projektet startede i maj 2021 med oprindelig idriftsættelse planlagt til den 21. juni 2022, men blev forsinket med cirka 10 måneder pga. investeringsscreening af udenlandsk leverandør, sen afklaring af driftsforhold, eksternt indkøb af it-infrastruktur, skærpede sikkerhedskrav og udfordringer med softwarens kvalitet. Driften er outsourcet til løsningsleverandøren, da Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ikke kunne forestå den internt.
De samlede projektudgifter udgør 52,5 mio. kr., hvilket er 126,8 mio. kr. under det oprindelige budget på 179,3 mio. kr. Nedjusteringen skyldes primært lavere end forventede udgifter hos mobiloperatørerne til anskaffelse af Cell Broadcast Entity-systemet og etablering af Cell Broadcast Centre-systemer efter gennemførte udbud og kontraktforhandlinger. Konsulentudgifter oversteg budgettet med 2,4 mio. kr., mens interne lønomkostninger og risikopuljen blev benyttet mindre end forudsat.
Gevinsterne ved projektet er et livetestet, tidssvarende varslingssystem, der sikrer målrettet og effektiv varsling ved overhængende trusler, samt opfyldelse af Danmarks EU-forpligtelser. Aktstykket er taget til efterretning af Finansudvalget.