Social- og Boligministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til udmøntning af i alt 13,0 mio. kr. fra Udviklings- og Investeringsprogrammerne (UIP’erne) på socialområdet til to konkrete initiativer i 2024. Midlerne finansieres af rammebevillingerne på § 15.75.06 (Stærkere social mobilitet - et udviklings- og investeringsprogram på voksenområdet) og § 15.26.21 (Virksomme indsatser for udsatte børn og unge og deres familier) på finansloven for 2024.
Sagen omfatter følgende dispositioner:
- Modificeret ACT (M-ACT): Der afsættes 6,5 mio. kr. til at udbrede den specialiserede støtteindsats M-ACT til personer i hjemløshed med komplekse problemstillinger. Indsatsen er skrevet ind i lovgivningen som en del af Housing First-tilgangen under serviceloven § 85 a. Tilskuddet ydes til op til 10 kommuner, der endnu ikke har et M-ACT-team, baseret på objektive kriterier som andelen af mennesker i hjemløshed med dobbeltdiagnoser, total andel af hjemløse og andel med langvarig hjemløshed. Kommunerne skal anvende midlerne til en teamkoordinatorfunktion, og projektperioden er etårig. Initiativet understøttes af rådgivning og implementeringsstøtte fra Social- og Boligstyrelsen.
- Gruppebaseret Teen Triple P: Der afsættes 6,5 mio. kr. til at styrke den tidlige og forebyggende indsats mod psykisk mistrivsel blandt børn og unge i alderen 12-16 år gennem den evidensbaserede metode Gruppebaseret Teen Triple P. Metoden styrker forældrefærdigheder og relationen mellem forældre og teenagebørn. Midlerne fordeles til 14 kommuner, der tidligere har implementeret indsatsen for yngre børn via Stepping Stones-programmet. Tilskuddet dækker uddannelse og supervision ved ekstern leverandør, og projektperioden er treårig.
Finansudvalget tiltrådte aktstykket den 24. oktober 2024.