Justitsministeriet anmoder om Finansudvalgets tilslutning til en delvis udmøntning af rammen til tryghed og til at understøtte politiets økonomi i 2025. Der tilføres i alt 462,6 mio. kr. til en række initiativer, der skal styrke trygheden, og 85,0 mio. kr. til politiet. Der foretages endvidere en nedskrivning på 115,0 mio. kr. for at håndtere et finansieringsudestående i Aftale om kriminalforsorgens økonomi 2023-2025.
- Ramme til delvis finansiering af kommende strafreform (115,2 mio. kr.): Midler afsat til senere udmøntning af en strafreform med hårdere indsats mod alvorlig personfarlig kriminalitet.
- Styrket indsats mod grænseoverskridende organiseret kriminalitet (79,5 mio. kr.): Målrettede initiativer i politiet mod kriminelle bagmænd, der hverver unge.
- Ungdom uden opioider (50,0 mio. kr.): Initiativer i udspillet "Ungdom uden opioider" fordelt til Toldstyrelsen, Sundhedsstyrelsen, Nationalt kompetencecenter og en reserve til stofmisbrugsbehandling målrettet børn og unge.
- Styrket indsats mod antisemitisme (11,0 mio. kr.): 12 initiativer i aftale om en styrket indsats mod antisemitisme, herunder til Jødisk Informationscenter, museer og kortlægning af antisemitisme på sociale medier.
- Indsats over for løsladte terrordømte og radikaliserede (11,1 mio. kr.): Implementering af anbefalinger fra indsatsgruppen, midler til Kriminalforsorgen, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen m.fl.
- Robustgørelse af politiet (110,8 mio. kr.): Styrkelse af politiet som følge af ændret sikkerhedssituation og skærpet trusselsbillede.
Herudover afsættes 85,0 mio. kr. til at understøtte politiets økonomi og undgå reduktion i civilt ansatte. Finansieringsudeståendet i kriminalforsorgsaftalen håndteres ved at nedskrive reserver med 40,0 mio. kr. (reserve til fængselspladser i udlandet) og 75,0 mio. kr. (regeringsreserve).